Thu 8 Jan, 2009
..Når du går og tror alting er fint og pludselig vil hun skilles!
Et rigtig godt tip til jer derude som ikke har lært at læse koden: Når hun gentager en sætning du lige har sagt og kigger tænksomt på dig to sekunder længere end hun plejer!
Oftest ligger der et kæmpe hint i den sætning der bliver gentaget så læg mærke til hvilken en det er. Desuden er det Defcon hvis hun ikke bare gentager men opgraderer.
Eksempel: Du sidder oppe foran computeren og hygger dig efter en lang dag på arbejdet. Pludselig kommer hun op ad trappen, træder ind, tænder lyset og, da du kigger op, opdager du at hun ser mere…strømlinet ud end normalt.
Hun meddeler dig at i er blevet inviteret ud i aften af nogle af jeres (hendes?) venner/ kolleger og skal afsted om 20 minutter.
Du siger at du egentlig ikke har lyst/ tid da du lige sidder med noget her, men hun kan bare smutte. Det er ok.
…..”Heller ikke i aften?!” siger hun og står stille i 3 sekunder mens hun kigger på dig, hvorefter hun nikker og går nedenunder.
Hvad gør du:
A) Sætter dig tilbage til computeren og føler at alt er godt og du har en sød kone
B) Sidder i to sekunder og overvejer om der er noget galt
C) Rejser dig op, overhaler hende på trappen med et drilsk blink, et kys og et: “…men hvis jeg får lov at se på dig hele aftenen….”
Foretag nu en semantisk analyse af gentagelsen og det rigtige svar vil vise sig. Ellers læs nederst på siden.
Til Hende: hvis du vil undgå følgende situation i dit forhold så lav en tydelig og eksplicit juridisk aftale som klargør hvilke forpligtigelser og rettigheder gælder for parterne i forholdet hver især angående egen og anden parts sociale liv og udvikling!
Svar: (A) gå tilbage til start. (B) Dit næste forhold har muligvis en chance. (C) Du har aflæst signalerne til Ug og der er chance for vellykket sex i aften!