Mit gulv og jeg er som gamle venner: vi lever relativt uafhængigt af hinanden, har hver sit liv og støder nu og da på hinanden, hilser og opdaterer.
Det bekymrer mig nu og da at jeg ikke bliver begavet med en overvældende lyst til at gøre rent, rydde op og organiserer mindst en gang om ugen. Jeg er jo trods alt kvinde. Der burde være nogle gener et sted som sprang til, en biolgisk opvågnen til dåd, et eller andet. Ligeledes sker det at den tanke hopper ind i mit hoved at “Hvad må folk dog ikke tænke når de ser mit hjem!”, men så bliver den mødt af et støttefast demokratisk argument som minder mig om at vi lever i et frit land og folk må tænke præcist det de vil, så længe de ikke nødvendigvis agerer på det. Desuden har jeg endnu ikke fundet hverken den intellektuelle stimuli eller den fysiske udfoldelse i at bringe orden til dette materielle kaos sammenlignet med den instant gratification der opnåes ved at sidde og læse en god bog og drikke en kop the, cykle på min magiske cykel, grille i baghaven eller stene til afsnit 400 af min yndlingsanime.
Denne manglende lyst til vedligeholdelse bringer mig til at tænke på hvor heldige vi er i vort samfund i dag at de fleste mennesker er selvvedligeholdende. Se bare på hvor få kvinder der skal have penge til voksning, Gucchi tasker, fedtsugninger mm. De tjener dem faktisk selv! og hvor mange mænd er i stand til at lave mad, betjene en vaskemaskine uden hjælp og købe tøj som passer sammen…det sker endda de kan skifte bleer..hmm, hvilket er mere end jeg kan!
Nå, men lyspunktet er at opvasken er taget og skraldespanden tømt.
Jeg glæder dog mig stadig til de gør det uden min hjælp…

Leave a Reply